Industrisamfundets og videnssamfundets paradigmer

Skolen påvirkes af det omgivende samfund og tilpasser sig derfor også naturligt ændringer i samfundet. Artiklen redegør for, hvordan overgangen fra industrisamfundet til videnssamfundet har haft indflydelse på bl.a. lærer- og elevroller, skoledagens organisering, arbejdsformer, læringssyn, bygninger, læringsrum og brug af digitale ressourcer i skolen.

Overgang fra industri- til videnssamfund

I sidste halvdel af det 20. århundrede begyndte videnssamfundet gradvis at afløse industrisamfundet, og det er en proces, der stadig foregår. Da skolen er en del af samfundet, ændrer den sig derfor også ligesom samfundets organisationer og virksomheder. Skolen reagerer dog med lidt forsinkelse sammenlignet med de organisationer og virksomheder, den uddanner til.

Industrisamfundet og dets skole

industri21-1024x696Produktionsformerne i industrisamfundet var i et overordnet og lidt firkantet perspektiv karakteriseret af standardisering og masseproduktion. Industri og kontorer var præget af arbejdsdeling med specialiserede og ofte rutineprægede arbejdsopgaver. Arbejdet var disciplineret, og arbejdstiden fast.

 

De samme træk kan findes i industrisamfundets skole, hvor der var en klar opdeling i årgange, klasser, timer og fag. Undervisningen var lærerstyret, og læreren var den centrale alvidende figur, der stillede spørgsmålene og kendte svarene, mens eleverne var lyttende og reproducerende. Eleverne blev undervist isoleret fra skolens kontekst og oplevede derfor ikke verden udenfor. Undervisningen drejede sig hovedsageligt om færdigheder og faktuel viden. Skolen havde til huse i den typiske centralskole med lange gange og ens kasseværelser, hvor eleverne sad på rækker, mens læreren var placeret forrest ved kateteret ved den grønne kridttavle. Bogen var det centrale læremiddel, og it blev anvendt som et objekt for læring.

 Videnssamfundet og dets skole

ScreenHunter_02-May.-05-08.34Produktionsformerne i et videnssamfund er karakteriseret ved udviklingsprocesser, hvor videndeling og samarbejde er helt centrale. Arbejdet er fleksibelt med innovation, samarbejde og selvstyring i fokus. Dette gøres muligt af den digitale informationsteknologi, internet og web2, der også sætter gang i globaliseringen. Den digitale informationsteknologi spiller desuden  en væsentlig rolle i outsourcing af industriprodukter til andre lande, hvor omkostningerne er mindre. Det er med andre ord ikke længere fremstilling af traditionelle industriprodukter, der præger landet. Det er derimod virksomheder, der producerer viden og ny teknologi, og som kan håndtere den vækst i kompleksitet, som karakteriserer videnssamfundet.

De faktorer, der gør sig gældende i videnssamfundets produktonsformer, gør sig også gældende i  videnssamfundets skole, hvor læreren har fået nye roller som facilitator, guide og konsulent, både når det gælder faglig viden og elevernes læreprocesser. Eleverne har medindflydelse og til en vis grad ansvar for egen læring. Der undervises ofte projekt- og problemorienteret. Skoledag og fag deles ikke længere op efter et stringent skema, det er nu muligt at arbejde i længere sammenhængende perioder uden afbrydelser. Skolens bygninger ændres til netværksskoler, hvor det kan lade sig gøre at samarbejde både i og udenfor klasseværelset ved løstkoblede arbejdspladser med mobile og trådløse digitale medier. De digitale medier gør, at undervisningen kan foregå alle steder og på alle tider, samt at skolen er åben mod omverdenen. Man kan sige, at lærer og elever ikke længere er bundet af faste pladser og steder, men af forskellige aktiviteter, der udføres over tid i de fællesskaber, der giver mening. Undervisningen drejer sig om at lære at lære, der er fokus på læreprocesser og dannelse i et globalt perspektiv. It er her et redskab for denne læring.

Industrisamfundets og videnssamfundets paradigmer

Der er tale om et paradigmeskift, der influerer på både lærerroller, elevroller, indhold og praksisformer i skolen. Det kan ikke lade sig gøre at integrere teknologien og imødekomme videnssamfundets kompetencekrav, uden at vi samtidig forandrer skolen, som i øvrigt er i fuld gang med denne forandringsproces.

Trilling og Hood har lavet nedenstående model, der beskriver de forandringer, der er i gang inden for konkrete områder i skolen.

Læringsteknologiens placering i de to paradigmer

model

I industrisamfundets skole var det centralt for eleverne at modtage information og bearbejde den. Eleverne indsamlede, bearbejdede og reproducerede viden. I denne sammenhæng skulle den valgte læringsteknologi overvejende kunne levere information og præsentere denne. Det vil sige, at eleverne havde brug for en browser til informationssøgning og præsentationsprogrammer til formidling. Disse behov kunne tilgodeses med web1.0 værktøjer, hvor eleverne konsumerede information uden selv at kunne påvirke og interagere med nettets tjenester. Dette udviklede dog ikke nødvendigvis kompetencer i samarbejde, evnen til at netværke og deltagelse i læringsfællesskaber, der er kendetegnet ved videnssamfundets kompetencekrav.
Er det centrale i læreprocessen samarbejde og kommunikation og læringsfællesskaber, må den valgte læringsteknologi også kunne understøtte kollaborative processer fx gennem skriveværktøjer, hvor eleverne kan arbejde på fælles dokumenter uafhængigt af tid og sted. Samtidig har eleverne brug for informationssøgning på nettet og platforme, hvor de kan dele, remedier og formidle både i og uden for klasseværelset. Disse behov dækkes gennem web2.0 tjenester, der jo netop er karakteriseret ved, at brugerne kan påvirke og interagere i og med nettets tjenester. Med web2 kan eleverne dele materialer, konstruere i fællesskab og indgå i sociale fællesskaber. Se også artiklen: Samarbejde, kooperation og kollaboration – forvirret?

Lærerprocessen styrkes gennem didaktikken. Det er ikke nok at indføre en masse læringsteknologi, hvis ikke vi på forhånd overvejer hvordan og hvorfor, det skal bruges. Det er didaktikken, der gør forskellen, ikke teknologien alene.
Skolearbejdet i det 21. århundrede skal være meningsfyldt, autentisk og relateret til det omgivende samfund både lokalt og globalt. I web2.0 ressourcer er der netop mulighed for at generere undervisning og læring, der svarer til videnssamfundets udfordringer.

Se også denne video: “Changing Education Paradigms” af Sir Ken Robinson

Lene Desmareth Rasmussen

Pædagogisk konsulent

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *