Eleverne som didaktiske designere…

… hvorfor skal de nu det? Er det da ikke sådan, at det er underviserne, der har den didaktiske indsigt? Jo det er! – og artiklen her taler for, at undervisernes didaktiske indsigt er afgørende vigtig for netop at kvalificere udviklingen af elevernes didaktiske designs. Når man er begyndt at tale om “eleverne som didaktiske designere”, skyldes det primært 2 væsentlige udviklinger. Den ene drejer sig om teknologiens (især internettets) udvikling, og den anden drejer sig om krav om ændrede lærings- og vidensformer som følge af denne udvikling.

Teknologiudvikling og krav om nye læringsformer

Teknologiudvikling.
Når eleverne har adgang til internettets eksponentielt stigende informationsmængde, giver det ikke længere mening at holde fast i en opfattelse af læreren som en alvidende “vidensbrønd”. Faktuel viden om praktisk taget alt er kun et klik væk, og selvfølgelig skal eleverne bruge nettet til at finde, diskutere og bearbejde information, som de kan bruge i deres projekter og opgaver. Endvidere findes der en mængde “ikke-didaktiserede” webtjenester og apps til mobile enheder, som indeholder et stort potentiale for at styrke elevernes produktion af  kreative, multimodale udtryk samt styrke samarbejds- og kommunikationsprocesser i undervisningen. Disse ressourcer skal udnyttes – ikke bare fordi det er “smart” – men fordi brugen af disse teknologier understøtter nogle af de læringsformer, der er brug for i dagens samfund.

Nye læringsformer
En af de primære årsager til globaliseringsprocessen og den eksponentielle informationstilvækst i vores samfund er netop udviklingen af nye informations- og medieteknologier. At uddanne elever til livsduelige medborgere i dette konstant foranderlige, gennemdigitaliserede, globale videns- og netværkssamfund kræver bl.a., at eleverne udvikler effektive læringsstrategier, der sætter dem i stand til at lære igennem hele livet. Derfor er det vigtigt, at eleverne i skolen i højere grad oplever, at de er primær drivkraft for egen læring igennem problem-, projekt- og procesorienterede forløb, fordi det er igennem disse arbejdsformer, at eleverne har mulighed for at udvikle sig til “independent learners” – altså aktive lærende med kompetencer, der gør, at de af egen kraft kan sætte sig ind i nye vidensområder og samarbejde og kommunikere på tværs af landegrænser med internettet som platform.

Hermed IKKE sagt, at færdigheder ikke længere har sin plads i skolen, men videnssamfundets krav om nye læringskompetencer betyder, at vi taler for en “didaktisk vægtforskydning” hvor undervisere i højere grad bevidst tilrettelægger undervisningen med det formål, at eleverne “lærer at lære”. Du kan læse mere om “independent learners” og didaktisk vægtforskydning i artiklen : “Vidensformer og didaktisk vægtforskydning”.

 

didaktik2540-300x199Ovenstående to udviklinger – at information og læringsressourcer er umiddelbart tilgængelige, og at eleverne i højere grad skal udvikle kompetencer i selve det “at lære” – har stor indflydelse på underviserens “didaktiske designs”. Et didaktisk design kan forstås som den ramme, hvori man strukturerer et læringsindhold i tid og rum, vælger ressourcer og arbejdsmåder, opfatter roller for deltagerne, forstår læringsstile, forstår læring osv.

Når man taler om eleverne som “didaktiske designere” eller “med-didaktikere”, så handler det om, at underviserne tilrettelægger læringsforløb på en sådan måde, at eleverne selvstændigt eller i grupper i større udstrækning selv vælger indhold, arbejdsformer og udtryksformer – og måske allervigtigst: at de har mulighed for kritisk at argumentere for og reflektere over disse valg med læreren som læringsvejleder. Refleksion over egen læreproces er helt afgørende for at udvikle effektive læringsstrategier. Det er bl.a. gennem kvalificering af disse refleksive processer, at web 2.0 har et kæmpe potentiale i forhold til elevernes læring, f.eks. via blogsskrivning, e-porteføljer, wikis, sociale netværkstjenester m.m.

Det skal dog lige bemærkes, at læreren selvfølgelig stadigvæk har det overordnede didaktiske ansvar i forhold til vedtagne undervisnings- og læringsmål. Lærerens fokus på at lave “designs for designere” med det formål ikke blot at lære eleverne et givent fagligt indhold, udfordrer den traditionelle didaktiske tænkning, og undervisernes didaktiske og pædagogiske kompetencer er i denne sammenhæng af afgørende betydning.

Den tilstedeværende, fraværende underviser

Birgitte Holm Sørensen anvender begreberne “den tilstedeværende, tilstedeværende underviser” og “den tilstedeværende, fraværende underviser”. Begreberne henviser til det faktum, at en del undervisere føler sig usikre, når eleverne “som didaktiske designere” selv vælger foretrukne IT-teknologier i deres arbejde. Underviserne “trækker” sig i en fejlagtig erkendelse af, at “…. det kan eleverne bedre end jeg….”. Dette fører til “tilstedeværende, fraværende undervisere”, der godt nok er fysisk til stede, men ikke stilladserer elevernes arbejde undervejs i processen, og som ikke får eleverne til i tilstrækkelig grad at forholde sig kritisk til og reflektere over de valg, de træffer, og de læremidler, de anvender.

[quote]Ofte ender sådanne forløb med en overrasket underviser, der ved projektets afslutning står smårystet tilbage og undrer sig over, hvordan alt for mange elever kunne præstere så dårligt?[/quote]

Selv om nogle elever er underviserne overlegne, når det gælder den tekniske anvendelse af de nye medieteknologier, så viser undersøgelser gang på gang, at eleverne ikke er kompetente hverken i forhold til at didaktisere de ressourcer og værktøjer, de anvender, at forholde sig kritisk i forhold til validitet og ophavsret samt argumentere for de udtryksformer, de bringer i spil. Det er netop her, at de “tilstedeværende, tilstedeværende undervisere” skal bringe deres fagfaglighed og didaktiske spidskompetencer i spil og udfordre eleverne til at blive kompetente, kritiske, selvstændige “didaktiske designere”. Det er i denne kontekst, at underviserens rolle vægtforskydes fra formidler til primært vejleder for elevernes læreproces.

 

didaktik3540-300x200Undervisere behøver altså ikke have detaljeret viden om alle tilgængelige digitale læringsressourcer, programmer og værktøjer, før eleverne kan anvende dem i deres didaktiske designs. På den anden side skal undervisere være indstillet på selv at eksperimentere med læringsteknologi (apps, webtjenester, sociale tjenester m.m.) med henblik på at lære nogle af værktøjernes grundlæggende egenskaber og potentialer at kende. Uden en basal forståelse for disse teknologiers potentialer bliver det endog meget svært at udfordre elevernes valg af læringsressourcer, arbejds- og udtryksformer.

Du kan i artiklen “TPACK – teknologisk-, pædagogisk- og fagfaglig viden” læse mere om, hvad det så er, undervisere skal have viden om for at kunne udvikle og kvalificere elevernes didaktiske designs, og du kan i artiklen “Metakommunikerende artefakter??”  få idéer til, hvordan du formelt kan arbejde med elevernes informationskompetence i forløb, hvor eleverne i høj grad selv finder ressourcer og information.

Sidst vil vi foreslå, at du også læser artiklen “Didaktik 2.0 – undervisningsloops” som inspiration til, hvordan du kan holde eleverne “tæt” med henblik på at udfordre elevernes refleksion og kritiske stillingtagen.

God fornøjelse!

Ture Reimer-Mattesen

Pædagogisk konsulent og lærer med arbejdsområde inden for læringsteknologi.

You may also like...

1 Response

  1. 8. september 2016

    […] få idéer til, hvordan du med IT kan kvalificere elevernes læreprocesser i artiklerne “Eleverne som didaktiske designere”, “Didaktik 2.0 – undervisningsloops” samt “samarbejde, kooperation og kollaboration – […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *