Charades! – et anderledes quizspil med potentiale!

charades1 screenCharades er egentlig et gammelt quizspil, hvor man holder et kort med et ukendt ord op i panden og får sin(e) holdkammerat(er) til at forklare ordet – uden at nævne selve ordet! Man skal så prøve at gætte ordet og får tildelt point hvis det lykkedes. Man kan også melde “pas” og så får man et nyt ord. Man skal gætte så mange ord som muligt på et givent tidsinterval!

Hvorfor bruge en app?

Det er jo ikke særligt indviklet – og man kan med rette spørge hvad man egentlig skal bruge en app til? Kan man ikke bare selv skrive nogle kort og så spille med sine elever? Eller få eleverne til at lave kort til hinanden? Jo – det kan man godt, men min erfaring er, at der er nogle helt klare fordele ved at bruge appen Charades!. Det gælder både i forhold til hvor lang tid man skal bruge på det (forberedelse/tid i klassen) og i forhold til at kvalificere det læringsmæssige potentiale.

Lav ordlister og del med eleverne

I forhold til andre lignende apps på markedet er det der udmærker Charades! nemlig, at der ud over nogle standard kategorier er mulighed for, at man selv kan oprette sine egne kategorier og selv tilføje sine egne ord og begreber. F.eks. har jeg brugt det i engelsk og matematik til både at træne ordforråd og mundtlighed ved at lave en kategori der indeholdt væsentlige ord fra det emne vi arbejdede med.

I engelsk var udfordringen både at formulere sig på et fremmedsprog ved at tale “uden om ordet” uden at nævne det, og samtidig kunne huske selve ordet. Eleverne synes spillet er sjovt og udfordrende for alle. Min erfaring er, at spilelementet gør, at eleverne ikke er så tilbageholdende ved at udtrykke sig på  f.eks. engelsk. De giver den bare gas!

Udbyg ordlisterne løbende

Det er hurtigt at oprette nye lister eller redigere i dem man har, og på den måde kan man løbende udvikle listerne så de understøtter progressionen i de forløb man arbejder med. F.eks. kan man løbende udbygge listerne med nye begreber i samfundsfag så appen fungerer både som træning af nye begreber og repetition og konsolidering af allerede anvendte begreber. Eleverne kan selvfølgelig også selv lave spil til hinanden.

Apps til Opgaven

Charades er virkelig nemt at have med at gøre, og det er ret simpelt at dele sine spil med andre. På Apps til Opgaven kan du læse en lille vejledning til hvordan man gør, så du hurtigt kan komme i gang:

Link til Charades!

 

Charades kører på Android og iOS tablets og smartphones, som langt de fleste elever har. Man skal kun bruge 1 telefon til at spille hvis man arbejder sammen 2-2.

Eksempler på brug:
  • Øv ordforråd og mundtlighed i fremmedsprog
  • Evaluering og synliggørelse af læringsmål: Lav en ordliste med de begreber der knytter an til læringsmålene inden forløbet begynder, og spil samme spil igen efter forløbet.
  • Forklar matematiske begreber så andre kan forstå dem!

God fornøjelse!

Ture Reimer-Mattesen

Pædagogisk konsulent og lærer med arbejdsområde inden for læringsteknologi.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *